24/5/2023
Råderetten er din bedste ven, hvis du ønsker at forbedre din bolig. For en beboer i MNV Bolig betyder den individuelle råderet, at du har ret til at indrette og bruge din bolig efter eget ønske og behov, inden for visse rammer og regler fastsat af boligselskabet og lovgivningen.
Har du et skab i køkkenet, du ikke kan fordrage? Eller måske du savner en farve på væggen? Som lejer i et alment boligselskab er du måske i tvivl om, hvad du må og ikke må. Derfor vil vi fortælle dig om råderetten.
Råderetten og installationsretten
Den individuelle råderet betyder, at du som lejer må bestemme, hvad der skal ændres i din bolig. Hvis forandringen eller forbedringen bliver godkendt, skal du selv sørge for at finansiere og udføre arbejdet. Dette inkluderer muligheden for at male væggene, udskifte gulvbelægning, installere ekstra stikkontakter og lignende. Men det kan også indebære større ændringer. Udover råderetten er der også regler for installation. Det drejer sig om installation af f.eks. vaskemaskine eller tørretumbler. Som lejer skal du give os besked inden du installere, da vi skal vurdere om ejendommens el- og afløbskapacitet kan klare installationen.
Forbedring eller forandring?
Det er vigtigt at skelne mellem, om det er en forbedring eller en forandring. Forbedring forøger boligens værdi, og giver derfor ret til godtgørelse ved flytning. En forbedring er permanent og kræves derfor ikke retableret ved en fraflytning. Det kan f.eks. være et nyt køkken, bad eller gulv. Det kan også være noget udenfor boligen som en udestue eller en carport.
En forandring giver derimod ikke ret til godtgørelse ved fraflytning. Forandringsarbejde kan kræves retableret ved fraflytning. F.eks. hvis du malervæggen gul, kan det kræves, at den males hvid igen. Det afgøres af MNV Bolig ved en fraflytning, om arbejdet skal retableres. Og der kan kræves et depositum som sikkerhed for udgiften.
Hvordan får jeg tilladelse?
Fælles for ændringerne er, at du som lejer altid, skal anmelde forbedringer i din bolig. Og selvfølgelig inden arbejdet går i gang. Reglerne er det samme både indvendigt og udvendigt. Selv hvis der er givet tilladelse på et afdelingsmøde, eller det står som en tilladt forbedring i afdelingens katalog, skal du stadig melde det til MNV Bolig. Du kan anmelde dine ændringer her. Fælles for forbedrings- og forandringsarbejder er, at de skal være rimelige og hensigtsmæssige, og bestemt ikke farlige for dig, dine naboer eller os. De må ikke fratage boligens funktion som almen eller handicapegnet. Generelt er vi her for at hjælpe med at sikre, at dine forbedrings- eller forandringsarbejder er i trit med reglerne. Og generelt skal boligselskabet godkende forandringerne, før de må sættes i gang. Hvis det er et stort projekt, kan det kræve en byggetilladelse fra kommunen. MNV Bolig hjælper dig gerne med at udrede, om det kræver tilladelse, og vi indhenter gerne tilladelsen fra kommunen. Kommunen kan kræve behandlingsgebyr, som betales af lejeren. Disse projekter må ikke sættes i gang uden en tilladelse fra kommunen.
Godtgørelse
Er forbedringer udført under råderetten, har du ret til økonomisk godtgørelse, hvis du flytter inden forbedringerne er afskrevet. Sådanne godtgørelser beregnes ud fra dokumenterede udgifter efter endt arbejde. MNV Bolig skal undersøge og kontrollere arbejdet. Grænsen for maksimum godtgørelse er på 117.340kr (2023). Et beløb der reguleres årligt. Når godtgørelsen er beregnet, afskrives den over en periode, der svarer til den forventede holdbarhed, som højst er 10 år. Udføres andre forbedringer efter en godtgørelse, kan det samlede godtgørelsesbeløb ved fraflytning kun være inden for nævnte maksimum grænse. Spørg MNV Bolig til yderligere begrænsninger og reduktion i godtgørelse. Her er et eksempel på en godtgørelsesberegning:
Nyt badeværelse kr. 82.000
Værdi eksisterende badeværelse kr. 15.000
Godtgørelse i alt kr. 67.000
Godtgørelse nedskrives over 10 år. det vil sige kr. 67.000 divideret med 120 måneder (10 år) er kr. 558,33 der afskrives med om måneden.
Har du spørgsmål til Råderetten, så læs mere i Domea.dk’s brochure her.