Sheila, Ellen, Tone og Pia nørkler, og hygger igennem.

9/11/2022

Nørkleklub, ja tak!

En nørkleklub samles hver torsdag i Holbæk Have, hvor en gruppe kvinder vender verdenssituationen over strik, hækling og godt til ganen. MNV Bolig elsker sådanne gode initiativer og opfordrer flere til at lave klubber ude i boligområderne.

Når det er torsdag i Holbæk Have, er der fra kl. 19-21 gang i strikketøjet, men også i mundtøjet. For hele verdenssituationen skal vendes mellem de 5-10 mennesker, der møder op. I nørkleklubben er der plads tillige præcis det, man har lyst til at nørkle med, og der bliver både hæklet, strikket, broderet og meget andet. Nørkleriet suppleres med lidt godt til ganen og maksimal hygge.

Et fællesskab

”Inden jeg flyttede til Holbæk Have, boede jeg i en lille boligforening. Her kendte jeg alle, og det fællesskab savnede jeg. Men det skulle ikke stoppe mig, jeg skred til handling og startede nørkleklubben. Det er der kommet mange hyggelige stunder ud af” siger Lotte Hansen, der startede nørkleklubben.

Det er en åben klub, hvor alle er velkomne, og Lotte Hansen vil meget gerne have flere til at komme forbi. Så hvis du også har lidt projekter i skuffen, så skriv til Lotte på victorialotte@hotmail.com, og kom med i nørkleklubben.

Start en klub

MNV Bolig kan ikke få armene ned over nørkleklubben. Et godt fællesskab i boligområderne er lige til at juble over. Derfor støtter MNV Bolig selvfølgelig nørkleklubben, når de har brug for det. Hvis du mangler ideer, så har Lotte fra nørkleklubben mange ideer til, hvad man kunne samles om, f.eks. spilaftener med kortspil, dart eller billard.

Vi vil rigtig gerne have flere (også mænd og børn) til at mødes i fællesskaber i boligområderne. Hvad end jeres idé kunne være, så vil vi gøre vores for at støtte op om de gode fællesskaber i vores boligområder. Om det er en dartskive eller et kortspil der skal til” siger Bent Gordon Johansen, kundechef i MNV Bolig.

Tag fat i os, hvis I har brug for hjælp til at starte en klub på mnvbolig@domea.dk, eller ring til os på telefon 76 44 48 00. Kontortid: mandag-torsdag mellem kl. 08.30 - 14.00 samt fredag mellem kl. 08.30 - 12.00.

Flere nyheder