5/7/2023

Sankthansaften på Rynkebjerggårdsvej

Der blev grinet, hygget og spist sammen til Rynkebjerggårdsvejs årlige sankthansaften. Et initiativ arrangeret af afdelingsbestyrelsen, hvor alle kan være med. I MNV Bolig vil vi gerne understøtte flere gode fællesskaber i afdelingerne. Det er nemlig lige i den almene ånd.

Beboerne på Rynkebjerggårdsvej var inviteret til sankthansaften d. 24. juni. Det er efterhånden blevet en tradition i afdelingen. Bestyrelsen i Rynkebjerggårdsvej anede ikke, hvor mange der ville komme, men tog alligevel chancen.

Et trygt fællesskab

Det var en rigtig hyggelig aften i dejligt sommervejr. Grillen blev tændt, og beboerne grillede pølser med brød og fik kolde drikkevarer. Bestyrelsesmedlem Charlotte Pihl-Larsen har været med til at arrangere det skønne initiativ, og bestyrelsen har allerede mere på programmet:

Vi er en almen boligforening og vil gerne bo i et trygt fællesskab med vores naboer - derfor er arrangementer som dette en nem måde at bidrage til det trygge fællesskab. Et par pølser på grillen, lidt drikkevarer og så ellers hyggesnak. Til august har vi i bestyrelsen planlagt loppemarked, og der er alle selvfølgelig også inviteret! Og vi garanterer, at det også bliver hyggeligt”, fortæller Charlotte smilende.

MNV Bolig vil gerne støtte op om denne type initiativer fx økonomisk eller med råd og sparring. For det gør en vigtig forskel, at beboerne kommer hinanden ved. Så hvis jeres initiativ har brug for et skub, så tøv ikke med at tage fat i vores Servicecenter på mail: mnvbolig@domea.dk eller på telefon: 76444800 i tidsrummet mandag-torsdag mellem kl. 08.30 - 14.00, samt fredag mellem kl. 08.30 - 12.00.

Flere nyheder