13/4/2023

Skralderum blev til blomstrende genbrug

Et gammelt skralderum er blevet til blomstrende genbrug i Esrogård, et initiativ som vi gerne vil fremhæve, fordi det er både bæredygtigt og givende for fællesskabet. Læs med, hvis du også vil starte et projekt eller en klub, eller bare vil besøge den fine genbrug.

Genbrug er en fantastisk måde at give videre på, så guldet ikke ender i skraldespanden. I Esrogård har beboerne derfor åbnet et genbrugsrum i det gamle skralderum. Det er fyldt med mange gode ting, og der har allerede været godt gang i ”butikken”. Så husk at kigge forbi, og se på varerne. Måske du selv har noget stående, som en anden kan få glæde af.

Genbrug og fællesskab, ja tak!

I MNV Bolig kan vi ikke få armene ned over dette fine initiativ. Udover den bæredygtige gevinst, skaber det også en god mulighed for fællesskab. I 2022 var to af vores fokusområder at sikre gode muligheder for at skabe fællesskaber og at motivere beboere til større engagement og til aktivt at bidrage til skabelse af fællesskaber. Det vil vi gerne fortsætte med og støtte op om. Og hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om vores ambitioner i vores bæredygtighedsfortælling her.

Så går du med en spirende idé til et fint projekt som dette, eller måske en klub, så tag fat i os på mnvbolig@domea.dk, eller ring til os på telefon 76 44 48 00. Kontortid: mandag-torsdag mellem kl. 08.30 - 14.00 samt fredag mellem kl. 08.30 - 12.00.

Flere nyheder